Ja her kommer så en fin beskrivelse af hvad det kræver at få venner i USA…

Skumle venner

Her i USA kræver det ikke meget at få skumle venner. Faktisk kræver det ikke andet end en lille gåtur alene til det nærmeste supermarked. Da jeg var på vej hjem fra Safeway den anden dag blev jeg, bogstaveligt talt, forfulgt af en mexicaner i bil! Han holdt ind til siden, stod ud af bilen og tilbød mig et lift – hvilket vil sige at han tog fat i armen på mig og hev mig hen mod sin bil! Der var vennepotentiale lige der!

En anden mexicanerven mødte jeg i The Mall. Det hele var ved at lukke ned og jeg var på vej ud. Han stoppede mig bare lige for at høre om jeg skulle have et lift hjem. Det takkede jeg så pænt nej tak til (se evt. ovenstående afsnit, for bedre forståelse for min tilbageholdenhed overfor mexicanere!) “nå jamen så får du lige mit nummer, så kan du ringe hvis du vil køres nogensteder” (og jeg er her overladt med mandens visitkort)

Jeg kom også i snak med en ældre dame fra Puerto Rico i bussen. Hun havde engang da hun var ung haft en dansk kæreste og så fik jeg da lige hendes telefonnummer, så kunne jeg jo ringe hvis jeg ville spise frokost en dag.

En anden potentiel ven var en taxachauffør jeg kørte med fra The Mall til vores lejlighed. Han skulle da nok køre mig til Baltimore hvis jeg havde lyst (ikke i taxien men hans egen bil forstås) og hans kort fik jeg da også lige, skulle bare ringe hvis jeg ville chille… 

Utroligt mange underlige mennesker der kyler om sig med deres tlf.numre og ikke mindst deres visitkort! visitkort are the new black kan i fortælle derhjemme i DK! Tilsyneladende er det dog kun når jeg er alene ude, at jeg er i stand til at skaffe mig nye skumle venner.

Crazy venner

Crazy venner er der også rigeligt af herovre. Så sent som i dag sad vi alle tre og spiste i The Quad, kantinen, hvor en afroamerikansk dame pludselig vender sig om og begynder at udspørge os allesammen om hvor vi er fra, hvad vi hedder osv. Hun vendte på et kvarter hele verdenssituationen med os, lige fra global opvarmning, politik i USA, racisme, Bjørns hår og udtale af hans navn, hendes børn og mand, regnvejret og seværdigheder i nærheden. Pretty good! Hun var egentlig meget flink, men hold da op hun var tidskrævende.

På HCC er der en pedel/bilparkerer/ved ikke helt hvad han er, der hedder Eldridge. På vores første rundtur på campus med Christele mødte vi ham hvor han stolt fortalte at ham og hans kone havde været i Danmark på ferie i sommerferien og havde set ALT. De havde endda været på Roskilde Festival. Christele fortalte at de begge var meget begejstrede for Danmark. Ham har vi så snakket mere med, og fået både hans og konens nummer (som det nu engang er skik her) og han er SÅ ivrig efter at vise os rundt i området. Vi spiste frokost med ham og hans kone Lea i The Quad og de er begge rigtig flinke. Det er meget sjovt at de begge elsker Danmark så meget

Eleverne på skolen er dog sværere at komme i kontakt med. De holder sig meget tilbage, og 1,34 sekunder efter timen er slut er de ude af døren. Det er ikke lige til at knytte bånd med dem ihf. Måske tager det tid og en kraftig indsats – det må tiden vise.