Når man er i desperat vennenød kan man snakke men hvemsomhelst.
Sad i bussen på vej hjem fra endnu en grotesk shoppingtur. Har snakket lidt med buschaufføren, der åbenbart har været i Danmark, hvor vi jo “har den bedste kinesiske mad i hele verden!”. Mælk, ja, brød og korn-produkter, jaja, men kinesermad? Den har jeg ikke hørt før!
Ind i bussen træder så den største mest stereotype og ucharmerende amerikaner ind i bussen. Han er tyk. Eller vil faktisk ikke engang sige tyk, for han har tynde, tynde stankelben med lange hår på, og selvfølgelig hvide sokker trukket halvvejs op ad benene i 30 graders varme. Hans bodegabyld er så velvoksen at han knapt kan få sig mast igennem døren. Den er simpelthen ikke kun stor fortil, men er begyndt at brede sig ud til siderne også. Hans store t-shirt har adskillige pletter foran, (men det må også være svært at styre udenom det store frontparti, når bigmac’en skal fortæres) og hans shorts er kun lidt hullede omme bagpå (lige under hans selvfølgeligt synlige ass crack) Med sit lange, grå og fedtede, halvkrøllede hår får han sig så placeret på den anden side af gangen, lige overfor mit sæde selvfølgelig.
Eftersom pladsen er trang, og hans øloppustede vom trykker på hans indre organer – plus lunger – minder hans vejrtrækning i frekvens mere om en hamsters end om et egentligt menneskes. Og i denne salige tilstand er det så, at han får øje på mig…
Først glor han lidt på mig, hvilket jeg af gode grunde prøver at ignorere. SÅ begynder han at snakke til mig. Først om hvordan vejret er, jamen jo da, det er varmt og alt det der small talk. Så begynder han af uransaglige årsager at beskrive sit privatliv. Først starter han med at spørge mig, om jeg kan gætte hvilket dyr han skal hjem og fodre. Mine tanker strejfer muligheden for, at der måske lever et større pattedyr inde i hans mave, men når dog alligevel at komme med det passende “jamen det ved jeg da sørme ikke”. Her tvinger han mig så til at gætte alligevel, for det har han jo sagt at jeg skulle! Jeg gætter så på det mest neutrale jeg kan finde på, en hund. Nejnej da, det er skam hans skildpadde! (Jamen det skulle jeg da have gættet med det samme!?) Hans skildpadde, ved jeg nu, lever af skildpadde-piller, den er en vandskildpadde med adgang til vand, klippeland og varmelampe og den hedder fast-Eddie. (“Men det er ikke fordi den er hurtig forstås! Det er bare for sjov…” No shit?) Bagefter får jeg en lang forklaring om hans kat, Alley Cat, og at han gerne vi holde akvariefisk, men er bange for at katten vil spise dem.
Jeg begynder som turen nærmer sig Green Meadow Drive, at blive bange for at den snakkesaglige bums skal af samme sted som mig. Heldigvis står han af lige stoppestedet før mig! Havde egentlig lidt ondt af ham, han var jo tydeligvis bare en ensom gammel mand, der havde brug for en eller anden form for menneske-kontakt, men for fa’en kan man da ikke bare holde sig til small talk? Hvad er der nu galt med vejret, vejene og udsmykningerne i parken? Håber i det mindste at han gik hjem og havde det lidt bedre… Jeg gik hjem og holdt lidt ekstra øje med vejen bag mig.
2 kommentarer
hi hi, du drager dem
Hej Miss Kruse,
Håber du befinder dig godt.
Har vedlagt et lille rejsebrev fra Vestafrika.
KH
Mogens,
Pt. Ouagadougou, Burkina Faso
Hej Alle,
Her er et lille rejsebrev fra Bamako i Mali. Et eller andet må jeg foretage mig her en søvnig søndag i Bamako.
Du kan læse det eller arkivere det lodret, det indeholder ikke noget vigtigt.
Lørdag morgen den 9. august i Kastrup lufthavn er en søvnig musvåge (var det vist) på morgenpatrulje, ser sig ikke for og flyver ind i nogle elektriske installationer.
En forholdsvis banal hændelse (gælder naturligvis ikke for det det arme kræ) men ellers ikke noget opsigtsvækkende.
Imidlertid udløste dette en sand kædereaktion, der i sidste ende bevirkede at min bagage først nåede til Praia på Cabo Verde med 3 dages forsinkelse.
Når nu selv en negleklipper bliver betragtet som et særdeles farligt våben er det efterhånden ikke ret meget man har i håndbagagen, så det var næsten ikke til at holde ud.
Det tog ikke mindre end 3 ture til lufthavnen i Praia + et utal af telefonsamtaler inden jeg endelig fik min kuffert.
Da jeg kom til lufthavnen den tredje gang kunne jeg se min bagage stå bag en glasdør. Der gik halvanden time inden de to vagter fik fundet én med autorisation til at udlevere den.
På det tidspunkt var jeg ved at være temmelig træt af det, men som sagt det lykkedes til sidst.
Caboverdianerne (hedder det vist) er nogle meget søde og venlige mennesker, men de mangler stort set det service-gen de fleste andre er udstyret med. Når man har sat sig på en restaurant, kan det somme tider være vanskeligt at få overbevist tjeneren om at man er tilstede og faktisk gerne vil bestille eller når man i supermarkedet skal betale og kassedamen er ved at ordne negle, ja så må man pænt vente til hun er færdig med det. Sådan er det, der går lidt tid, men så acceptere man det.
Jeg havde 5 arbejdsdage på Cabo Verde og nåede det jeg skulle. Fik installeret off-load backup, udskiftet Panda AV med Trend Micro + en masse andet.
Fredag aften tog jeg flyveren til Dakar. Damen i check-in var så venlig at tilbyde at checke bagagen ind hele vejen til Bamako. Da min kuffert var tung som en betonklods (diske m.m.) accepterede jeg med lidt betænkelighed dette. Det skulle jeg aldrig have gjort!!
Da flyet til Bamako i Mali først gik lørdag morgen, havde jeg to valgmuligheder. Enten kunne jeg sætte mig til at sove i ankomsthallen eller også kunne jeg benytte mig af et nybygget lufthavnshotel.
Jeg valgte sidstnævnte. Magen til skummelt sted kan jeg ikke mindes at have oplevet. Der var en ganske forfærdelig seng og absolut intet andet. Det kostede 40 EURO der blev betalt front-up. Desværre kunne ”receptionisten” ikke skrive, så jeg kunne først få en kvittering når chefen kom. Han kom aldrig. Samme ”receptionist” tilbød mig venligst at skaffe en kold øl og/eller en senegalsk skønhed.
Vel vidende at jeg nok blev snydt så vandet drev sagde jeg ja tak til øllen. Ganske rigtig, det var en MEGET dyr øl.
Jeg kommer vist aldrig til rigtigt at holde af Dakar, i hvert fald ikke af lufthavnen.
Næste morgen gik flyet nogenlunde som planlagt til Bamako. To af Børnefondens medarbejdere modtog mig i lufthavnen og som de fleste nok kan regne ud, – bagagen var væk.
På kontoret for mistet bagage var det første de spurgte om min adresse i Danmark. Jeg forudså med frygt, at når og hvis de fandt bagagen blev den nok sendt direkte til Danmark.
Der var ikke så meget at gøre andet end at køre til hotellet, vente og håbe på det bedste. EDB-systemet var nede, så han kunne ikke sige hvornår det næste fly fra Etiopien Airlines ankom fra Daka.
Det var en rædselsfuld lørdag. Det er ikke særligt morsomt når man hverken har det ene eller andet, stort set kun det tøj man står og går i (det var begyndt at lugte fælt).
Lørdag ved 5 tiden rakte min tålmodighed ikke længere og jeg startede Land Cruiseren og begav mig mod lufthavnen. Det er en tur på en times tid fra hotellet.
Trafikken i Bamako er et kapitel for sig. Det er en millionby og jeg tror de alle sammen har en knallert. Her og der er der trafik-lys-regulering, men kun et fåtal virker. Det er mit indtryk at reglerne er omvendt i Bamako, d.v.s. at når det er rødt, så køre man, når det er grønt så holder man, men jeg er ikke helt sikker. Jeg har efterhånden vænnet mig til det, men man skal holde tungen lige i munden.
Smoggen er betragtelig. Partikelfiltre er aldrig rigtigt slået an her. Det svier i øjnene og gaderne er ikke for hverken børn eller folk med med astma. Myldretid ? = Hele tiden.
På vej til lufthavnen stødte jeg ind i et bryllupsoptog. Det foregår på en ret halsbrækkende manér. Foran køre 2 biler med fotografer. De står og filmer op igennem soltaget og det er ikke et par små handy-cams, nej kameraerne minder mere om dem DR1 anvendte i 70’erne. De er monteret på bilerne med noget der ligner om en 12-7 affutage (dem der har været soldat ved hvad jeg mener). Bag ved film-bilerne kom brudeparrets flot pyntede bil og derefter en bil med brudens far (tror jeg nok). Han styrede hele seancen der gik ud på at alle gæsternes biler på et eller andet tidspunkt skulle køre op ved siden af brudebilen, så alle kunne komme med på filmen. Det hele foregik med en 30-40 km/t.
Det gav anledning til en hel del mindre sammenstød og en masse skærmysler. På et tidspunkt var brudens far så meget oppe i det røde felt, at jeg frygtede at han ville falde om med et hjerteslag.
Det var en oplevelse at overvære og på et tidspunkt grinede jeg så meget at det var nødvendigt at holde ind til siden.
Budskabet i lufthavnen var knapt så muntert. Ingen bagage og det næste fly fra Dakar ville først komme kl. 18:00 mandag (måske). Jeg kørte tilbage noget nedtrykt og var indstillet på at skulle ud at handle næste formiddag. Så skete miraklet. Da jeg kom tilbage til hotellet lå der en besked fra en af Børnefondens medarbejdere. Han havde haft ringet til lufthavnen et par timer før jeg havde været der?. De havde meddelt at bagagen var kommet og at jeg bare kunne hente den. Hvor var det dejligt. Jeg orkede ikke at tage turen igen samme dag, så jeg besluttede at vente til søndag formiddag.
Ikke alle fortrædeligheder var dog slut endnu. Da jeg efter at have været ude at spise kom tilbage til hotellet var min dør gået i baglås. Klokken var 00:15 og jeg var ret træt. Det tog 3 mand + mig halvanden time at få døren op. Under processen med at udskifte låsen var der sluppet en ret stor del myg ind på værelset. Jeg bad om at låne en insekt-spray for at få gjort kål på bæsterne, men ak – dåsen var tom og ingen kunne skaffe en ny på dette tidspunkt.
Der var ikke rigtigt noget at gøre ved det, så jeg trak tæppet godt op over snuden, – og blev massakreret i løbet af natten. Jeg spiser af forskellige grunde ikke forebyggende malaria-medicin, så det var ikke så godt. Håber jeg slipper for en omgang.
Jeg sidder og skriver denne mail fra hotel Mande i udkanten af byen. Det er bestemt ikke EU-standard, men alle er meget flinke og beliggenheden er meget idylirisk. En del af selve hotellet er bygget ud over Niger floden og her er meget stille og fredeligt. Det mest forstyrrende er når en tot mangrove driver forbi få meter hvor jeg sidder. Stedet benyttes af lokale til bryllupsfotografering og sådan en søndag kommer mellem 20 og 30 brudepar med hele familien og alle gæsterne og så bliver der fotograferet i en grad der ville gøre en japansk turist misundelig. Det er et meget flot og meget farverigt.
I hele denne uge arbejder jeg her i Bamako. Søndag rejser jeg til Lomé i Togo, derefter til Benin og til sidst Burkina Faso.
God arbejdslyst til Jer alle.
Mange hilsner
Mogens
PS. Har fået fat i min bagage.